Kriserne på det grønne område kalder på en ny tilgang til bæredygtighed på de videregående uddannelser
- alberte9487
- 4. aug.
- 3 min læsning
Opdateret: 13. aug.
Den nye reform af de erhvervs- og professionsrettede uddannelser skaber en oplagt mulighed for også at introducere et mere praktisk fokus på bæredygtighed.
Verden er blevet mere urolig, både den nære og den fjerne.
De økonomiske rammer ændrer sig med kort varsel, og diverse globale kriser sætter samfundets omstillingsparathed under fornyet pres.
På samme tid kræver klimaforandringer gentænkning af alt fra byggeri til digitalisering.
Intet af dette er nyt, men hastigheden hvormed forandringerne rammer os er steget og stiger fortsat.
Hvis vi som samfund skal lykkes med at imødegå forandringsbehovet inden for den grønne omstilling, skal vi derfor gøre vores arbejdsstyrke bedre forberedt på at finde og implementere konkrete løsninger på klimaforandringernes udfordringer.
Bæredygtige kompetencer på uddannelserne
En del af den bevægelse skal finde sted på vores uddannelser, hvor de studerende i højere grad skal klædes på til at blive kompetente og handlekraftige i en praktisk forstand.
Den slags kompetencer opnås kun ved at integrere bæredygtighed i fagene, for på den måde at udstyre de studerende med viden, data og handlekraft, der giver dem praktiske evner til at handle bæredygtigt i hverdagens opgaveløsning.
Det kræver blandt andet, at vi formår at bringe uddannelsernes indhold tættere på virkelighedens omskiftelige risicis og sørger for, at viden og teori om bæredygtighed omsættes til konkrete handlinger i undervisningen. En sådan tilgang til bæredygtig uddannelse kan være med til at klæde de studerende på til den verden – og de arbejdspladser – der venter dem.
Ude på arbejdspladserne er arbejdet nemlig allerede i fuld gang, og her efterspørger man medarbejdere med bæredygtige kompetencer.
Fire konkrete tiltag
Den nye reform af de erhvervs- og professionsrettede uddannelser skaber, med sit fokus på mere praksisrettet tilgang til undervisningen, en oplagt mulighed for også at introducere et mere praktisk fokus på bæredygtighed. Og den mulighed bør sektoren altså udnytte til at indføre et nyt, integreret og handlingsorienteret fokus på bæredygtige kompetencer i uddannelserne.
Vi ser særligt fire centrale forudsætninger, som er afgørende for at institutionerne kan lykkes med netop dét:
For det første skal uddannelsesinstitutionerne styrke deres samarbejde med offentlige og private aktører, og etablere en løbende praksis for omverdensanalyser og dialog om fremtidens kompetencebehov. Disse behov skal oversættes til uddannelsesudvikling så undervisning retter sig mod omstilling og værdiskabelse i praksis.
For det andet skal uddannelserne sikre kompetencer til vurdering af risici og mulig værdiskabelse. Enhver omstilling kræver en skarp prioritering af udfordringer og løsninger baseret på både data og analyse. Her ser vi potentiale i at skabe fælles sprog og værktøjer på tværs af den private og offentlige sektor.
For det tredje skal der investeres i praksisnær forskning og udvikling inden for et bredt felt af bæredygtighed, herunder vores omgang med naturen, vores velfærd og vores demokrati. Arbejdet med ny forskning og udvikling skal sikre, at den bæredygtige uddannelse står på et solidt og opdateret videngrundlag.
For det fjerde er det centralt, at vores uddannelser ikke blot reproducerer idéer om gradvise og kortsigtede løsninger. Nogle problemer kræver en mere transformativ nytænkning. Vi skal derfor sikre, at det på alle uddannelser bliver en basiskompetence at kunne skelne mellem kortsigtet mitigation og langsigtede forandringstiltag.
Formår vi det, kan vi skabe et nyt uddannelsesparadigme, hvor reelle kompetencer inden for bæredygtig omstilling bliver en integreret del af uddannelsernes forløb – og skabe egentlige, bæredygtige uddannelser.
Dermed kan vi støbe fundamentet for den udveksling mellem uddannelserne og det omgivende samfund, som gør det muligt at indfri den bæredygtige omstillings potentiale.
- Af Lotte Hansen & Gitte Sommer Harrits hhv. partner og CEO ved Hansen & Ersbøll Agenda & rektor ved VIA University College for uddannelsesmonitor.dk
Kommentarer