To år på Stanford University udstiller, hvorfor USA's økonomi buldrer forbi Europas

EU er i gang med en deregulering på klimområdet. Men hvis den øvelse ikke skal ende med at belønne dem, der ikke vil producere ansvarligt, så bør EU kigge på, hvordan USA i årtier tillidsfuldt har sat deres virksomheder i førersædet for samfundsudviklingen.

Hvis EU skal overtage førertrøjen fra et USA i kaos, så skal vi fri af en industrisamfundsregulering af virksomhederne og i stedet understøtte grøn og social innovation på markedsvilkår. En del af hvordan det skal gøres, fik jeg opskriften på gennem en uddannelse på Stanford, jeg netop har afsluttet.

Efter to år med ugentlige opgaver, afleveringer og gruppeforløb med chefer fra hele verden fik jeg en basal forståelse for, hvordan USA i årtier har understøttet virksomheder og virksomhedsdrift, og langt mere fundamentalt ser virksomheder som nøgleaktører i at sikre udvikling og fremdrift i både USA og resten af verden.

EU er gået den modsatte vej på godt og ondt. Fra at være et indre marked, hvor handlen flød frit, til at være et fællesskab, hvor vi gennem regulering og retningslinjer delvist har tøjlet virksomhederne, så de ikke kun ser på egen bundlinje, men også har fokus på kvalitetssikring og hensyn til mennesker og natur.

Vi har taget et flot lederskab her. Vores frygt for »the wild west« uden styring af den usynlige hånd har skabt virksomheder med høj etik og fokus på mennesker og miljø. Det er en god begyndelse, men de store innovationer, der kan løse klimakrisen og tøjle vores overforbrug, har vi så langtfra løst. Den synlige EU-reguleringshånd har til gengæld drænet lysten til at være firstmover og til at gøre meget mere, end der blev sagt.

Særligt innovationen har lidt skade, og få europæiske og danske virksomheder har vokset sig store de sidste 30 år. Amerikanske virksomheders succes bestod i at skabe værdi og stille behov for kunder og samtidig tjene penge på det. De dygtigste skabte selv kundernes behov, så de passede til deres løsning.

Den politiske opgave var at sikre rammerne for, at det kunne ske så uhindret som muligt. Med Donald Trump er Adam Smiths usynlige hånd nu blevet uhyggeligt synlig for de amerikanske virksomheder.

Den amerikanske regering har truet med at straffe Apple med skat, hvis de ikke hjemtager deres produktion i Kina. Det er helt uset, at en politisk ledelse på den måde blander sig i driften af amerikanske virksomheder.

De amerikanske virksomheders stærkeste kort lige nu er: Håb om ro, hurtigt! Men »hope is not a strategy«. Dollaren er faldet voldsomt. De manglende containere i havnen i Los Angeles og indkøbsforventningerne i amerikanske virksomheder ligner begyndelsen til en amerikansk recession.

Trumps idé om, at en god handelsbalance betyder 1:1 ligevægt i samhandel med alle andre lande fjerner det, som handel bygger på: Tillid. Om nogle måneder rammer det især mange af de små amerikanske virksomheder, især dem der ikke laver våbendele. De betaler prisen. Trump har skabt utryghed og irritation i millioner af daglige udvekslinger af varer og tjenesteydelser over Atlanten.

Det skulle de måske lige have tænkt på, dengang de stod i stemmeboksen i MidWest. Men situationen her, hvor Trump har fejret et halvt år ved magten, er for alvorlig til, at vi kan godte os.

USA er vores største handelspartner, og sidste år var en fjerdedel af vores pensionsmilliarder investeret i amerikanske aktier og obligationer. Begge dele ændrer sig, men gratis bliver det ikke. Tillid til penge er langt mere værd end penges pålydende. Derfor bliver det dyrt, når Trump sælger ud af tillid som fundament for samhandel.

EU skal bruge dette ufrivillige samhandelskoks til at genskabe europæisk konkurrencekraft ved at genetablere tilliden til virksomhederne. Vi skal væk fra en industrisamfundstænkning, hvor regulering kun handler om at styre de glubske virksomheder. I stedet skal vi sikre bedre forretning for de virksomheder, der innovativt løser de udfordringer, vi står med.

Vi skal som Bauhausbevægelsen i sin tid tage udgangspunkt i, at vores virksomheder leverer »funktioner« i stedet for »produkter« og produktforbedringer. Men inden for de planetære grænser. Det giver mulighed for at tænke i cirkularitet, transformation og service på nye måder.

Der skal laves en plan, så de kommer ud som vækstmotorer for Europa. Om lidt er den tyske bilindustri i knæ, og så skal en ny underskov af virksomheder komme med bud på transformative løsninger, der kan skaleres i en grøn og social bæredygtig retning.

Vi har med EU’s grønne pagt (Green Deal) skabt et godt fundament. Tænkningen fejler ikke noget. Og nu hvor der bliver fjernet en smule regulering, bør der laves en tillidsfuld overlægger med fokus på sikring af fair konkurrence, innovation og vilje til at sætte euro af til at indkøbe det, som man politisk ønsker. Det skal ske på markedsvilkår for ikke at blive inkrementelt eller statsstyret.

Hvis al innovation skal (over)styres med tre fonde i ryggen og 30 djøf’ere og ingeniører i sekretariatet, så glemmer vi, at EU består af 95 procent små og mellemstore virksomheder ofte fyldt med gode ideer. Jeg kender mange af dem, og de er der og har det svært.

EU har altid sat retfærdigheden og ligebehandling højest. Når dette så forvaltes med den største angst for uforudsigelighed og klager, så forsvinder tilliden og fritænkningen ude hos virksomhederne. Måske kan EU lære af Stanfords praksisnære undervisning, hvor den enkelte virksomheds mulighed for at lykkes var i centrum?

Med Donald Trump er Adam Smiths usynlige hånd nu blevet uhyggeligt synlig for de amerikanske virksomheder

Alt hvad jeg lærte på Stanford, kunne jeg bruge i min virksomhed. Alle mine undervisere og vejledere satte en ære i direkte at understøtte forretningsudviklingen af den ESG-platform, min partner og jeg har udviklet de seneste år.

Vi har demokratisk besluttet, at vi er en del af en kapitalistisk markedsøkonomi, og så må vi da i det mindste forstå, hvordan vi understøtter de virksomheder, der skal agere i den, og ikke lade de rå kapitallogikker styre alt. Ellers kan man jo bare kigge over på tech-industrien og se, hvordan det foregår, når kapitallogikker kolonialiserer vores hverdagsliv.

Det gjorde vi også, for Stanford ligger lige midt i tech-mekkaet, og fascinationen af den industri skinnede igennem i mange fag. Her har amerikanske virksomheder udviklet løsninger, som »på skærmen« letter vores hverdag, eller giver os en tilfredsstillelse, vi ikke kan slippe fri af igen.

Den vigtigste læring for mig var, at der ikke er noget ondt i tech-virksomheder. De er, som de er. De har et formål, og det er at tjene penge på vores impulser og stærke digitale forretningsmodeller. Det har de så åbenlyst alt for ukontrollabelt fået lov til. Og lige pludselig stod de jo dér alle sammen som nyrige konfirmander på rad ved indsættelsen af Trump. Med mit nylige indblik i deres forretningsmodeller var det mere tydeligt for mig, hvorfor de måske slet ikke den dag forstod, hvilket politisk cirkus de var på vej ind i.

Tech-virksomheders fremdrift viser, hvad der sker, når vi i EU fokuserer på at lægge hindringer i vejen for vores egne virksomheder i stedet for at understøtte deres markedsmuligheder. For mens vi nærmest ikke længere må sende en mail med et godt tilbud til en kunde, så har vi med EU’s billigelse pantsat hele vores kartotek af private og professionelle relationer i en server, som mod betaling parkerer vores sociale liv i et P-hus, som nu også er blevet fotobibliotek for Metas AI-maskine.

Deres forretningsmodeller kommercialiserer vores andres opmærksomhed, og deres kolonialisering af vores professionelle og sociale liv gør det meget svært for os at komme ud af. Putins gasledning er vi enige om, at vi skal ud af, men vores digitale afhængighed er svær at slippe, og det er en EU-opgave at sikre, at den stavnsbinding af os som mennesker og vores virksomheder kan gå et andet sted hen.

Som om det ikke var nok, så finansierer vi også meget af den med euro. En stor del af vores pensioner og investorkroner ligger i udviklingen af apps, der understøtter amerikanske tech-forretningsmodeller. Er det bare fordi investorformlen går så dejligt accelererende op, når man investerer i den slags? Eller har dem, der forvalter vores pensionsmidler og investeringer, taget stilling til, om vores investeringer understøtter de virksomheder, der betaler den skat, vi lever af?

Der er noget i den europæiske samfundskontrakt, der ikke går op.

I hvor høj grad kan de apps redde os ud af trivselskrisen eller klimakrisen? I stedet har de betydet, at mange af vores SMV’er er kommet i klemme. For de fleste kan ikke lave apps, men sidder med nøglerne til at gøre EU til et vækstlokomotiv for grøn og cirkulær omstilling. For her er vidensniveauet og dannelsen ofte højere end i MidWest. På chefgangene og blandt fagpersoner i de mellemstore virksomheder i Danmark er der masser af praksisnær innovation, der kan håndtere klimaudfordringer.

Dette understøttes ikke af dansk eller europæisk efterspørgsel. Disse virksomheder er stærke inden for cirkulære processer, produkter og materialer, samt inden for nye typer fødevarer, affald, vand og selvsagt energi. Nu skal vi sætte dem forrest i den næste store omstilling.

Selv hvis Trump ikke havde vundet valget, så var EU i krise. Det fastslog Draghi-rapporten med al tydelighed for et år siden. I EU mangler vi en langt mere forretningsnær forståelse for sammenhængen mellem virksomheders rammebetingelser, og at innovation også fordrer rammer og efterspørgsel. Fraværet af den sammenhæng er en af årsagerne til, at EU’s vækst er så lav.

Hvis vi havde haft modet til at se virksomheder som en innovationsmotor, så ville vores regulering måske have været lidt mere forretningsunderstøttende. I min bog er det ikke det samme som at lade industrien og kynisk nyttemaksimering få frit løb; tværtimod. Det er at sætte rammer, der gør, at det kan betale sig at fritænke og bruge sin egen indkøbsmuskel intelligent med krav til service, holdbarhed og genanvendelse.

Lad købekraften gøre sit arbejde, så produktchefen i Sønderborg kan mærke, at der er efterspørgsel efter genbrugsmaterialerne. Jeg har de seneste otte år arbejdet med så mange virksomheder, at jeg ved, at det ikke er innovationen, den er gal med.

Vi har kun én chance: At lade markedet gøre arbejdet og sikre, at markedet belønner de rigtige. Og ja, vi skal bruge mindre nyt og bevare mere og fylde mindre. Det er de politiske rammer, den er gal med. Både politikere og indkøbsafdelinger sidder fast i et industriregime af i går, med de offentlige indkøbere i spidsen.

Vi skal understøtte dem, der laver transformative funktionelle løsninger til markedet, om ikke andet, så for vores børn og klimaets skyld. De skal redde EU’s konkurrencekraft. Og så gøre det lidt sværere at være dem, der besindigt, opportunistisk og uambitiøst er drevet af overstyring af det, der ikke rigtigt batter.

Lotte Hansen, partner i Hansen og Ersbøll Agenda - Skrevet til Politiken